Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

61

vrøvle sig derigjennem; det kalde de at leve. Og saa er det pludselig forbi med dem; de lukke deres Øjne for igjen at opslaa dem i Pinen.

O, havde jeg blot eet eneste Aar af mit Jordeliv tilbage! Jeg tænker derved ikke alene paa mig selv. Det kunde dog maaskee lykkes mig at udrive nogle af disse skikkelige Huus- og Familiefædre, som ikke see ud over Kontorpulten, Spisebordet og Himmelsengen, og nogle af disse skikkelige, exemplariske Huus- og Familiemødre, som ikke see ud over Madgryden, Vadskeballen og Vuggen, fra den visse Fordærvelse. Jeg siger: nogle; thi det veed jeg vel, at i de fleste Huse vilde Man lukke baade Døre og Hjerter for mig.

Hvad angaaer Menneskehedens saakaldte Velgjørere, saa finder den store Mærkelighed Sted, at nogle af dem — jeg siger nogle — virkelig paa en Maade have gjort vel imod Tusinder, og kun gjort ilde imod sig selv. Men Verdens Lovpriisning, af hvad Art den end er, — vil Du være klog og forvare din Sjæl, — vogt Dig for at lægge Vægt paa den! Ligesom en Pakke uden Værdi med Iilposten befordrer den Dig lige i Fordærvelsen.

Men lad mig huske, hvor jeg er! I Verden har jeg Intet mere at gjøre. Disse Mange, som jeg ovenfor har betegnet, komme i Helvedes Pine uden at have gjort sig skyldige i nogen Misgjerning. I Verden vil Man sige, om ikke for Andet, saa for den smukke Talemaades Skyld: det er himmelraabende! De følte