63
Her er jeg ikke denne Mand længer; men jeg giver Manden. Du maa dog herved ikke tænke paa nogen Kunst; det er den rene Natur, renere end noget Tvangs- og Tugthuus i Verden vilde kunne levere den.
Jeg har i Begyndelsen formelig været overhængt med Visiter og Indbydelser. Det Nye er her, ligesom i Verden, meget søgt. Om jeg blot havde bragt een eller anden taabelig, men gentil Mode med mig fra Verden, vilde jeg have været inderlig velkommen. Men jeg har, uden at rose mig selv, bragt noget Mere, en heel fashionabel Tilværelse af den flotteste Art. Skal jeg fortælle Dig Noget om et overdaadigt og lystigt Herreselskab, jeg nylig bivaanede? Man havde viist mig den Ære at indbyde mig iblandt nogle af de største Fraadsere og Drankere, som Verden har kjendt. Isandhed, en ufortjent Ære! Jeg har aldrig været hverken det Ene eller det Andet, men har tværtimod i alt mit Lysthaveri hyldet hiin smukke Viisdomsregel: est modus in rebus. Med en næsten exempelløs Overdaadighed var der ved denne Lejlighed bragt Alt tilveje, hvad der kunde friste Bug og Gane. Og lystig gik det til; at dømme efter de Vittigheder og morsomme Indfald, den ublu Skjemt, som kryddrede Drikkelaget. Fristelsen, ja tilvisse, den var i fuldt Maal tilstede. Men Nydelsen, forskaan mig, lad mig om den tie stille! Der var intet Virkeligt ved dette Gilde uden den ophidsede Begjærlighed; Gjæsterne havde intet Andet at fortære uden sig selv. En ubeskrivelig Følelse af Intethed var vor Mad
