Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

67

— kunde I see Sagen an herfra Helvede, alle I, som i Utilfredshed lægge Eders Liv øde; saa vilde I finde, at der af Jordelivet, saa betinget af Sorg og Savn og Trængsel det end monne være, dog bestandig vil kunne udbringes et Slags lykkelig Tilværelse. Det kommer saa meget an paa, hvorledes Man tager Tingen. Dersom I, istedetfor at holde Elendigheden, stor eller lille, ude fra Eder og see Eder blinde og forstyrrede derpaa, toge den ind til Eder og med Kraft bearbejdede den til et naturligt Moment i Eders Tilværelse, hvor ganske anderledes vilde da ikke Eders Kaar blive! Mangen Ulykke er kun indbildt; ved en fornuftig Behandling vilde den ganske svinde. Og mangen virkelig Ulykke vilde kunne afgive Motivet til en bedre Livsretning, og med det Samme Grundlaget for en bedre Lykke. Kunde I see Sagen an herfra Helvede, vilde det blive Eder indlysende, at et Menneske, et dygtigt naturligviis, kan bære meget, saare meget, kan forsone sig med mange Vanheld, Savn og Veer, og, uagtet Alt, være lykkelig. I vilde finde, at hver Dag, endog af et saadant Liv, som I nu føre, Eder selv og Verden til Byrde, i sig selv er en kostbar og kostelig Ting, en sand Himlens Gave, hvorfor Man ikke kan være noksom taknemlig. I vilde forstaa, hvorfor jeg nu med vansmægtende Sjæl ønsker mig i Eders Sted, og vilde prise mig lyksalig endog ved at gaa ind under dens Kaar, som iblandt Eder er den Allerelendigste. — Men det er for silde,