Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

68

at nu alt dette ligger saa klart for mig, — jeg siger: for mig er det for silde!


At Man plager sig her ligesom i Verden med store, fine og stive Selskaber, det er en Selvfølge; det saakaldte Salonliv optager en ikke ringe Deel af vor Tilværelse. Men, var denne Selskabelighed i højere Stiil en tom og drævende Ting allerede i Verden, saa maa Du kunne forestille Dig, hvad den er her, hvor Tomheden og Døden ere givne iforvejen. Naar jeg nu tænker tilbage, kan jeg ikke begribe, hvorledes jeg i Verden kunde bringe hiin konventionelle Uskik: at gaa i Selskab, saa mange og store Offre. Det er livagtig, som om en ond, skadefro Aand derved havde sin Haand med i Spillet. Tyve til halvtredsindstyve Mennesker, som for største Delen kunde have det godt og rart hjemme, helst Mennesker, som ikke kjende hverandre og ikke passe sammen, trækker Aanden ved Haarene frem og spærrer dem med hverandre inde i en Række af vel oplyste Værelser. Det er saa et Selskab. Aanden har maaskee deraf sine dyre Løjer; men dens arme Offre ere nærved, at forgaa af Lede og Kjedsomhed. Naar Aanden har moret sig nok, saa er Trolddommen løst. Selskabet skilles ad; Lysene slukkes. Man kommer igjen til sig selv efter den unaturlige Tvang. Vært og Værtinde sige af Hjertet: — Gud skee Lov, at det er overstaaet! — og Gjæsterne sige ligesaa inderlig: — Gud skee Lov, at vi igjen ere hjemme! —