Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/89

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

75

Jeg blev dødelig forelsket i Lisella Neri, vort Byesbarn, som Du sagtens ogsaa har kjendt. Hun kaldtes Skjønheden, og var et godt Parti. Da jeg ikke kunde faa hende, selv et mindre godt Parti, blev jeg leed og kjed af Livet og gik i Kloster. Og jeg fortrød det alle mine Dage. Det er min simple Historie. — Men hvad bevægede Dig til at gaa i Kloster? —

— Mig gik det paa heelt modsat Maade, — lød Svaret: — Jeg anholdt om Lisella og blev antagen, og blev den ulykkeligste Ægtemand under Solen. Lisella var den lunefuldeste og arrigste Skabning i Verden, og hun elskede mig ikke. Aldrig havde jeg Fred. Saa greb jeg tilsidst den eneste Udvej, hun lod mig see aaben, den, at overlade hende Alt, hvad jeg ejede, paa en Nødskilling nær, og gaa i Kloster. Og jeg fortrød det aldrig. Blev mit Hjerte stundom utilfreds, behøvede jeg kun at tænke paa Lisella; saa fik jeg Fred. —

Den første Munk sad efter denne Meddelelse længe hensunken i dybe Tanker. Endelig sagde han: — Heraf kan jeg ikke faa Andet ud, end at Ingen kan undgaa sin Skjæbne. Saavidt jeg kan see, vilde jeg være kommen i Kloster, hvorledes det end var gaaet mig. Men Du, Broder, blev den Lykkeligste af os To, ikke ved Lisella, den smukke Djævelinde, men ved den bittre Erfaring, hvormed hun berigede Dig. —


Men Nok heraf! Jeg veed i Grunden ikke, hvorledes jeg gider fortælle Sligt. Medens jeg fortæller