Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

77

Flammen i samme Nu tændt i begge Hjerter, og hastig kom de til Forstaaelse med hinanden.

Med en aaben Bekjendelse traadte Martin frem for mig. Jeg burde have paaskjønnet den; men det gjorde jeg ikke. Inderlig forbittret haanede jeg ham paa det Grusomste. Da forlod han mig for i Vrede at gaa sin egen Vej. Ligesaa bestemt, som jeg vilde have været, betænkte han sig intet Øieblik paa, hvad han havde at gjøre. Han bortførte Pigen ligefor min Næse.

Hun var ikke til at finde. Men han skjulte sig ikke; med Trods traadte han mig igjen under Øjne. Da sparkede jeg ham ud af Huset, og, som jeg meente, ud af mit Hjerte. Men jeg skuffede mig selv: — ikke ud af mit Hjerte.

Hvad havde han at meddele mig, „som maatte hæve enhver Tvist mellem ham og mig”? Angik denne Meddelelse ham eller hende? — „En højere Magt havde dømt os imellem!” — Det er til at blive vanvittig over, disse Gaader!

Mange Gaader, men kun eet Spørgsmaal. Dette Spørgsmaal brænder mig paa Sjælen og volder mig en ulidelig Marter. Det kunde komme dertil, at jeg for dette Spørgsmaals Skyld vendte tilbage til Jorden, blev en Gjenganger, trods al Modbydelighed. Men vilde jeg faa det besvaret?