Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

78

VI.

Lad mig skildre Dig Lili. Men jeg forudseer, at jeg ved Skildringen af Barnet Lili ikke ganske vil kunne holde Kvinden Lili ude. Og udtrykkelig maa jeg tilføje, at det er med en langt sildigere Tids Blik, at jeg nu seer Lili for mig. Dengang saae, kjendte jeg hende ikke, uagtet jeg formelig anatomerede hende med mine Øjne. Det var en reen kjødelig Betragtning; Intet er saa blindt som Begjærligheden.

Hun var altsaa Kreolinde. Fine, yndige, skjøndt ikke klassisk regelmæssige Træk, en glindsende sort, silkeblød Haarfylde, Øjne som Stjerner, af saa dybt et Blaa, at Man maatte kalde dem sorte, lange Øjenhaar, hvorunder Blikket paa forunderlig henrivende Maade vidste at tilsløre sig; af Skikkelse let, smidig, af en fuldendt Symmetri, fiin, men rund og fyldig, snarere lille end stor, Fødder og Hænder smaa og sjelden smukke. — Det var i kort Begreb Lilis ydre Menneske. Det Dejligste hos hende var dog hendes Øjne. Hvo kjender ikke Kreolindernes Øjne? Lilis Øjne see