83
lidt, Gjenstanden for hendes inderligste, sværmeriske Længsel. Ved et Par Lejligheder kom det udtrykkelig frem; men det maatte hun bitterlig fortryde. Hendes smaa Veninder gave hende Øgenavnet: Korsfarersken. Endog med Laas for Munden kunde de ikke lade hende ifred. Idet de gik forbi hende, lagde de to Fingre overkors; det var en saare udtryksfuld Pantomime. Forløserens Kors var i en vis virkelig Forstand ogsaa blevet hendes Kors. Denne Spot saarede hende dybt, og fra den Tid talte hun aldrig mere om det hellige Land. Men Hjertet omfattede maaskee desto inderligere, hvad Læben ikke længer turde nævne. Jeg siger: maaskee; thi en følgende Tid gav mig Formodning derom; med Vished veed jeg det ikke.
Men er det ikke sandt, at hun ej syntes skabt for denne Verden? For min Verden i det Mindste ikke.
Havde jeg ikke været den Usling, jeg var, maatte jeg blot ved at betragte hende have faaet en Anelse derom. Smuk, reen som en Engel. Men al Formens Skjønhed hos hende var dog Intet imod hendes Væsens Skjønhed. Jeg gik, saalænge jeg levede i Verden, kun efter Skjønheden og efter Nydelsen. Men aldrig har jeg kjendt noget mere henrykkende end dette Barnehjertes fuldkomne Hengivelse, dette Hjertes, hvori der ikke var Draabe af ondt eller ureent Blod, intet Gran af Usandhed, ingen Skygge af Egenkjærlighed. Aldrig har jeg kjendt noget mere Henrivende end denne englelige Ømhed, saa ganske uden Sky og uden Forbehold, som saa
