Føulum, d. 1ste Januar 1708.
GUD Skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede Lyset iaftes, og Moder Siger, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde. — Det var ellers en fornøielig Aften: da Hr. Søren tog sin Hue af efter Maaltidet og sagde, som han pleier: „agamus gratias!" pegte han paa mig istedet for Jens. Det var første Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; idag et Aar læste Jens; men jeg gjorde Store Øine, for da forstod jeg ikke et Ord, og nu kan jeg det halve af Cornelius. Det bæres mig for, at jeg Skal blive præst i Føulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde Sig, om de leve den Dag! Og saa præstens Jens kunde blive Biskop i Viborg — som hans Fader siger — nu hvem kan vide det? Gud raader for Alting; hans Villie Skee! amen in nomine Jesu!
Føulum, d. 3die September 1708.
I gaar har jeg ved Guds Naade fyldt mit femtende Aar. Nu kan Jens ikke gjøre mig Stort i Latinen. Hjemme er jeg flittigere end han: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte. Paa den Maade bliver han vel ikke Bisp. Den Stakkels Hr. Søren han seer det nok: Taarerne staae ham i Øinene, naar han sommetider siger til ham: „mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli!" — Til Nytaar begynde vi paa Græsk, Hr. Søren har givet mig et græsk Testamente: „Er det ikke nogle underlige Kragetæer? det er som en Slibesteen endnu for Dine Øine," sagde han venlig til mig og kneb mig i Øret, som han altid gjør, naar han er fornøiet. Men Hillemænd! hvor vil han see, naar han hører, at jeg allerede kan læse rask indenad.
