Føulum, Die St. Martini.
Det bliver feil med Jens. — Hr. Søren var så vred på ham, at han talte Dansk til ham hele Dagen. Til mig talte han Latin; jeg hørte engang, at han sagde som for sig selv: "vellem hunc esse filium meum!" Det var mig, han meente. Hver Jens ogsaa hakkede jammerlig i sin Cicero! Jeg veed godt, hvor af det kom, for i forgaars, da hans Fader var til Bryllup i Vinge, var han med Peer Skytte over i Lindum Skov, og — Gud bevare os! — en Vildbasse havde revet hans Buxer istykker. Han løi for sin Moder og sagde, at den Thiele Tyr havde gjort det; men hun gav ham en dygtig Kindhest — habeat!
Føulum, Calendis Januar. 1709.
Proh dolor! Hr. Søren er død! væ me miserum! Da vi havde sat os tilbords Juleaften, lagde han Skeen fra sig, og saa han ret længe vemodigen paa Jens - "fregisti cor meum" sagde han sukkende, og gik ind i Sovekammeret. Ak! han reiste sig aldrig mere. Jeg har besøgt ham hver dag siden, og han har givet mig mange gode Formaninger og Lærdomme; men nu seer jeg ham aldrig mere. I Torsdags saae jeg ham sidste Gang: aldig skal jeg glemme, hvad han sagde, da han havde holdt en ret bevægelig Tale til mig: "Gud! Giv min Søn et retskaffent Hjerte!" Han foldede sine magre Hænder, og lagde sig tilbage paa Puden: "pater! in manus tuas comitto spiritum meum!" Det var hans sidste Ord. Da jeg saae, at Madammen tog Forklædet op til Øinene, løb jeg ud ret ilde tilmode. Udenfor Døren stod Jens og græd: "seras dat poenas turpi poenitentia", tænkte jeg; men han faldt om min Hals og hulkede. Gud forlade ham hans Vildskab. Den har bedrøvet mig meest.
