Føulum, Pridie iduum Januarii MDCCIX.
Igaar gik min kjære Fader til Viborg, at han kunde faae Middagsmad til mig, naar jeg skal i Skolen. Hvor længes jeg efter den Tid! Jeg læser vel hele Dagen, men den er saa stakket nu, og Moder siger: at det ei slaar til at læse ved Lys. — Jeg kan ikke komme tilrette med det Brev til Tuticanus — nei, da var det anderledes, medens den gode hr. Søren levede! eheu! mortuus est! Det er da en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staae i eet; der ligger en Snedrive lige ud med Mønningen af vor Lade. Sidste Nat skjød Jens to Harer i vor Kaalhave — han har snart glemt sin stakkels Fader. Men faaer Peer Skytte det at vide, saa seer det galt ud.
Føulum, Idibus Januarii MDCCIX.
Fader er ikke kommen hjem endnu, og Veiret er lige slemt — bare han ikke gaaer vild. Der gaaer Jens oppe paa Laden med sin Bøsse og nogle Fugle i Haanden — han kommer herind. — — Det var Agerhøns han havde skudt paa Mads Madsens Mødding. Han vilde havt Moder til at stege dem, men hun torde ikke, for det kunde komme for Herskabet.
Føulum, XVIII Calend. Febr.
Ak! ak! ak! Min kjære Fader er frossen ihjel! Manden i Kokholm har fundet ham i en Sneedrive, og kom kjørende med ham — jeg er saa forgrædt, at jeg ikke kan see ud af mine Øine — Moder med — Gud hjelpe os Begge!
Føulum, d. 18de Februar.
Det var nær, at jeg ikke havde kjendt Jens igjen: En grøn Kjole havde han faaet paa, og en grøn Fjer i Hatten. "Kan du see, sagde han, nu er jeg en Jæger. Og hvad er Du? En Skolepebling, en Latiner!" — "Ja, Gud hielpe os! svarte jeg: Med Latinen er det forbi! Jeg kan blive
