eller til Verdens Ende. Mon hun ikke vil ud at kjøre i dag igjen? Men der kommer Jens med naadig Herrens Bøsse, som han har gjort reen — saa skal vi paa Jagt.
Thiele, d. 13de Februar 1710.
Jeg er ikke rigtig frisk. Det er ligesom der laae en tung Steen paa mit Bryst. Maden gaar fra mig, og om Natten kan jeg ikke sove. Sidste Nat havde jeg en forunderlig Drøm: det bares mig for, at jeg stod bag paa Frøken Sophies Kane, men med et sad jeg inden i Kanen, og hun paa mit Skjød. Jeg havde min høire Arm om hendes Liv, og hun sin venstre om min Hals. Hun bukkede sig og kyste mig; men idetsamme vaagnede jeg. Ak! jeg vilde saa gjerne have blevet ved at drømme! — Det var en rar Bog, den hun laante mig; jeg diverterer mig med den hver Aften — hvem der engang kunde blive saa lykkelig som den tartariske Prinds! — Jo mere Fransk jeg læser, jo bedre synes jeg om det; jeg er nærved at glemme mit Latin derover.
Thiele, d. 13de Marts 1710.
Igaar, da vi kom hjem fra Sneppejagt, sagde naadig Herren til mig: “Og jeg hører, at Du forstaaer Fransk?” “Lidt, naadig Herre!” svarte jeg. — “Saa kan du ikke heller varte op ved Bordet; vi kan jo ikke lukke Munden op for Dig”. “Ak! raabte jeg: naadig Herren vil dog ikke forskyde mig?” — “Point de tout, svarte han: Du skal fra nu af være min Valet de chambre! Og naar Junker Kresten reiser til Paris, saa følger Du med — hvad synes Du derom?” Jeg blev saa bevæget, at jeg ikke kunde sige et Ord, men kyste hans Haand. Alligevel jeg nu glæder mig saare meget, saa tykkes mig dog, at jeg nødig vilde herfra, og jeg troer virkelig, at mit Helbred er blevet slettere siden.
