ner? Paa Søndag reiser jeg til Kjøbenhavn med Junker Kresten, og der skal vi blive hele Sommeren. Jeg tænker, jeg er død inden Maidag. — Ah Mademoiselle Sophie adieu! un eternel adieu!
På Havet imellem Samsøe og Sjelland d. 3die Februar 1711.
Solen gaar ned over mit kjære Jylland; dens Gjenskin lægger sig langs hen over det rolige Hav som en uendelig Ildvei. — Jeg tykkes den hilser mig fra mit Hjem — ak, det er langt borte, og jeg kommer længere og længere derfra. Hvad monstroe de nu bestille paa Thiele? Det ringer for mit høire Øre — — mon det er Frøken Sophie, der nu taler om mig? ak nei! jeg er jo kuns en fattig Tjener, hvi skulde hun tænke paa mig? ligesaalidt, som Skipperen, der traver frem og tilbage paa Dækket med sammenlagte Arme — han kigger saa tidt henimod Norden — hvad mon der er at see? En Svensker, siger han; Gud hjelpe os naadelig og vel!
Kallundborg, d. 4de Februar 1711.
Nu veed jeg, hvad Krig er — jeg har været i Bataille, og — den Herre Zebaoth være priset! — vi finge Seier. Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, saasnart det dagedes, saa vi ham en halv Miils Vei borte; de sagde, han gjorde Jagt paa os. “Er der nogen af Jer Passenerer, sagde Skipperen: der har Mod og Mands Hjerte, og Lyst til at baxes med den svenske Gast?” — “Jeg har en god Riffel, svarte Junker Kresten: og min Tjener har een; skal vi prøve den Jagt engang, Morten?” — “Som Junkeren befaler!” sagde jeg, løb ned i Kahyten, ladte vore Rifler, bragte dem samt Krudt og Kugler op paa Dækket. Der var to jydske Soldater kommen op fra Rummet, de havde hver sin Bøsse, og Skipperen et spansk Gevær
