kede han, saa det skar mig i mit Hjerte. Vi kom hjem længe før Aften med en fattig Hare.
Thiele, d. 2den November 1711.
Det begynder atter at blive levende paa Gaarden; vi vente høifornemme Fremmede: Hans Excellence Hr. Gyldenløve med Suite. Han vil blive her nogle Uger og divertere sig med Jagten. Igaar talte det naadige Herskab herom ved Bordet: “Han er af høikongeligt Blod og en fuldkommen Cavalier” sagde naadig Fruen, og saae med det samme til Frøken Sophie. Hun blev rød, saae paa sin Tallerken og smiilte, men jeg blev kold som en Iis over mit hele Legeme — ak! ak! jeg tænkte, at jeg var cureret for min daarlige Inclination, men jeg føler, at Sygdommen er vendt tilbage med større Force. Jeg sprættter som en Agerhøne i Garnet, men det hjelper intet — gid jeg var tusinde Mile herfra!
Thiele, d. 14de November 1711.
Endelig er Hans Excellence arriveret hertil, og det med allerstørste Pragt og Herlighed: tvende Løbere med høie sølvbeslagne Huer, kom trippende ind i Gaarden en halv Fjerdingvei foran ham. De stilte sig med deres lange spraglede Stokke paa begge Sider af den store Dør. Naadig Fruen vrikkede ind ad een Dør og ud af en anden; jeg har aldrig før seet hende i saadan Egalité. Frøken Sophie stod i Storstuen, og kigede snart i Speilet, snart ud af Vinduet. Hun saae mig slet ikke, naar jeg gik igjennem Værelset. Endelig kom han selv kjørende med sex gule Heste for sin Vogn, en smuk og magnifiqve Herre! Han saae baade fornem og naadig ud, alligevel syntes mig, at der var noget Modbydeligt hos ham. Han smiilte mig saa vammelsødt og plirede med sine Øine, som om han saae imod Solen. Han bukkede for hver især af Herskabet,
