mod min rette Konge og Herre. Endnu heller vilde jeg have min Frihed. Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!
Norkjøping, d. 3die Februar 1718.
Saa blev jeg alligevel svensk Soldat! hvor længe jeg end hyttede mig, og skjulte mig som et jaget Vildt i Skove og Klipper, saa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Kaarder og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De har lovet mig, at jeg aldrig skulde stride mod mine Landsmænd, men alene mod Moscoviten — han har maaske den rette Kugle med Morten Vinges Navn.
Siberien, d. 15. Mai 1721.
Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og sørgeligt Land: jeg gaaer over tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark iført sin grønne Sommerdragt. Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Blomster, Irisken qviddrer i Stikkelsbærhækken, Stæren sidder paa Kjelen og fløiter sit lystige Stykke, og Lærken synger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Høge og Ravne skrige i de sorte Skove. Hvor mon er Enden paa denne Udørk! Ak! hvor er Enden paa mit elendige Liv?
Riga, d. 2den September 1743.
Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? I fire og tyve lange, sorrigfulde Aar, i fire og tyve Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove! hvor mæt af Livet har jeg alt længe — længe været! men jeg vil taalmodig bie til min Herre og Frelser kalder mig. Han vil maaske lægge mine
