Corselidse, d. 2den Juli 1744.
O Du Barmhjertighedens Fader! var denne bitre Skaal endnu tilbage! Skulle de gamle Saar oprives paa ny! ja, thi det var Dig saaledes behageligt! — Jeg har seet hende — hende? ak nei! ikke hende! en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt — tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu — nu ækles jeg ved Livet — jeg kan ikke skrive meer.
Corselidse, d. 8de August 1744.
Det er ikke for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død skulle faa Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.
Jeg gik hiin bedrøvelige Dag og forlystede mig med en Promenade i vor smukke Have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stakitport, staaer der en Mand, hvis Ansigt forekom mig bekjendt, uagtet et sortgraat tykt Skæg og et skummelt Øiekast næsten forskrækkede mig. “Er Du ogsaa her?” sagde han med et sært Grin. Stokken faldt fra min Haand, og alle mine Lemmer skjælvede — det var Jens! “Herre Du min Gud! sagde jeg: skal jeg finde Dig her? Hvor er Frøken Sophie?” Han stødte en høi Eed ud: “Frøkenskabet har S.... taget og Frueskabet med; men vil Du see min hjertelskede Kone, saa ligger hun derhenne og luger. Soffi! skreg han: her er en gammel bekjendter!” Da vendte hun sig halvt om — hun laae paa Knæerne tre Skridt fra mig — saae et Øieblik paa mig, og gav sig derpaa igjen til at luge. Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt — dette Ansigt! dette fordum saa deilige Ansigt! hvor var det forandret, blegguult, rynket, fortrædent saae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af sorte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere. Skidne Pjalter af Klæder, som engang havde været
