mig, at hun begrov mit sidste Haab, min sidste Levning af Troe paa Ære og Dyd. Men jeg vil sige, som den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid sagde midt i de største Elendigheder: “Gud er stor!” ja, og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over hvad vi arme Mennesker forstaae.
Thiele, d. 4de Juli 1745.
Omsider er jeg da løbet ind i min sidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er omtumlet paa Verdens vilde Hav, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg udrettet? Hvad har jeg vundet? En Grav — et Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa Lidet: jeg har Venner og Bekjendtere her baade over og under Jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, den er også bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme. Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene gror Mosset ligesom graae Haar paa en Oldings Hoved. Ved Kirkeveien staaer den store Ask, under hvis Rod jeg begrov den stakkels Vaillant. Saaledes gjenkender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Høi og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder, og see en Slægt efter den anden opvoxe og forgaae. Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye Tjenere — jeg er en fremmed, en Udlænding blandt dem alle.
Thiele, d. 2den September 1749.
Idag er det sex og halvtredsindstyve Aar siden jeg saae Verdens Lys! Herre Gud! Hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos min Ungdoms Venner. — Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde Jagtens Fornøielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Mor-
