96
imidlertid meget vel kan være en praktisk Trang til at udsætte den overordentlige Rigsdags Møder, for efter Udsættelsen at bygge videre paa de forinden denne vundne Resultater, s. nedenfor, saaledes maa den fornødne Hjemmel for Kongens Myndighed til at udsætte den overordentlige Rigsdag siges at ligge i Grl. § 20, hvorefter den overordentlige Rigsdags Varighed heroer paa Kongens Bestemmelse. Nogen Indvending herimod kan neppe hentes derfra, at Grl. § 20 er sat foran § 21, jfr. den forandrede Paragraph-følge i Forfl. 1855 §§ 31-33, Grl. 1863 §§ 27-29. Det vilde ogsaa være mindre naturligt at antage, at den overordentlige Rigsdag i denne enkelte Henseende skulde indtage en selvstændigere Stilling, end den ordentlige. Efter det Anførte finder den Omstændighed, at Grl. § 21 ikke omtaler den overordentlige Rigsdag, en fyldestgørende Forklaring derved, at Kongens Ret til at udsætte dennes Møder allerede maatte siges at være hjemlet ved Grl. § 20. Den praktiske Konsekvents af denne Opfattelse bliver da den, at Kongens Ret til at udsætte den overordentlige Rigsdags Møder ikke er underkastet de positive Begrændsninger, som Grl. § 21 har opstillet med Hensyn til den ordentlige Rigsdag.
Da Rigsdagen, som tidligere bemærket, s. ovenfor § 76, maa betragtes som en Enhed, vil i Reglen kun hele Rigsdagen, ikke et enkelt Thing kunne udsættes. En Undtagelse finder imidlertid Sted efter Grl. § 22, idet, naar det ene Thing opløses, det andet Things Møder skulle udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Denne Paragraph frembyder ogsaa i en anden Henseende en Eiendommelighed, forsaavidt den Udsættelse, der efter samme finder Sted, er nødvendig eller lovbestemt, medens Udsættelsen ellers heroer paa Kongens frie Bestemmelse.
Virkningen af Udsættelsen er den, at Rigsdagens Virksomhed foreløbig standses. Naar Rigsdagens Møder eller Udsættelsen igjen begynde, maa Forholdet opfattes, som om den mellemliggende Tid slet ikke havde existeret. Den
