106
Første Kapitel. Om de Rettigheder, der tilkomne Rigsdagen som saadan.
Første Underafsnit. Om Rigsdagen: Deltagelse i den lovgivende Magt.
§ 111.
Om Rigsdagens Deltagelse i Lovgivningsmagten i Almindelighed kan i det Hele henvises til det ovenfor i §§ 46 og 47, jfr. §§ 48—53 Udviklede om Kongens Deltagelse i Lovgivningsmagten. Det er der bemærket, at Rigsdagen med Hensyn til den almindelige og normale Udøvelse af Lovgivningsmagten er i formel Henseende lige stillet med Kongen, idet der paa den ene Side tilkommer den Initiativ, s. Grl. § 44, paa den anden Side Ret til at billige eller forkaste de af Regeringen forelagte Lovforslag, s. Grl. §§ 23, 24, jfr. § 2, og at den i Virkeligheden endog har større Myndighed end Kongen, idet den bestemmer, i hvilken Form Lovforslaget skal forelægges for Kongen til Stadfæstelse eller Forkastelse som Helhed. Det vil fremdeles erindres, at Kongen vel er berettiget til under visse nærmere Betingelser paa egen Haand at udstede foreløbige Love, s. Grl. § 25, men at Rigsdagens Myndighed dog for saa vidt er opretholdt, som disse altid skulle forelægges den følgende Rigsdag og uden Videre maae bortfalde, naar dette ikke skeer, eller naar de forkastes af Rigsdagen.
§ 112. Om Rigsdagens Deltagelse i Beskatningen.
En særlig Omtale fortjener Rigsdagens Deltagelse i Beskatningen, der ifølge Grl. § 47 maa skee ved Lov, idet ingen Skat kan paalægges, forandres eller ophæves uden ved Lov[1]). Denne Regel gjælder utvivlsomt om alle Statsskatter, hvad enten Skatten er direkte eller indirekte, to Love 20. Juni 1850, Lov om Arveafgift 19. Febr. 1861,
Stempellov s. D., Toldlov 4. Juli 1863, jfr. Forli. 1855 § 48,
