Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/122

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

kunde antages for hjemlet ved Adn. 28. Mai 1831 § 4, s. Bkg. 4. Juli 1842 III 3, 7. Okt. 1842 III 5.

Da den konstitutionelle Forfatning indførtes ved Grl. 1849, maatte det imidlertid fremtræde som naturligt, at der indrømmedes Repræsentationen besluttende Medvirkning ved Finantsforvaltningen og Statsregnskabet, og dette skete i fuldt Maal ved Grl. 1849 §§ 52 og 53. Ifølge disse Bestemmelser, der i det Væsentlige stemme med Reglerne i den nugjældende Grundlov, skulde der paa enhver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme var sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Finantsaar, hvilket Forslag skulde behandles først i Folkethinget. Forinden Finantslovens Vedtagelse maatte Skatterne ikke opkræves, og ingen Udgift maatte afholdes, der ikke havde Hjemmel i den, s. Grl. 1849 § 52. Det aarlige Statsregnskab skulde gjennemgaaes af lønnede Revisorer, som udnævntes af begge Rigsdagens Thing, hvert for sig, og derefter decideres ved Rigsdagens Beslutning, s. Grl. 1849 § 53.

De anførte Bestemmelser, der paa Grund af, at Forfatningsforholdene havde udviklet sig paa en anden Maade, end Grundlovens Tanke var, faktisk havde lidt en ikke ubetydelig Indskrænkning, s. ovenfor §§ 14 og 15, bleve ved Grundlovsbestemmelsen 29. Aug. 1855 §§ 4 og 6 definitivt indskrænkede til at giælde for Kongeriget Danmarks særlige Indtægter og Udgifter, medens der for de fælles Indtægters og Udgifters Vedkommende blev givet nye, væsentlig afvigende Regler ved Forfl. 1855 §§ 52-55. Herefter skulde der ved Lov fastsættes et Normalbudget, indeholdende et Overslag over de ordinaire Fællesindtægter og Fællesudgifter, hvilket kun kunde forandres ved Lov. Paa de i Normalbudgettet fastsatte Indtægter og Udgifter havde Rigsraadet aldeles ingen Indflydelse, hvorimod de extraordinaire Indtægter og Udgifter for hver toaarig Finantsperiode skulde bevilges ved særegne Tillægslove, s. Forfl. § 52. I Almindelighed maatte ingen Udgift afholdes, som ikke havde Hjemmel i de nævnte, finantsielle Love, men