118
Bevilling kan anvendes i det følgende Finantsaar, men maa gjøres til Gjenstand for ny Bevilgelse ved det næste Aars Finantslov, s. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 2, Cirkulaire 27. Marts 1861 i D. T. 1861. 501. Jfr. ogsaa Landsthingstidende 14. Session Sp. 1287, 1293, 1295, Finantslov 21. Mai 1867 § 20 VII B.
Medens Finantsloven efter det Anførte skal indeholde et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter, er dens Opgave ogsaa begrændset hertil, og den bør ikke indlade sig paa at foreskrive egentlige Lovgivningsregler eller administrative Bestemmelser. Vistnok er Rigsdagen berettiget til at bevilge eller negte de i Finantslovforslaget opførte Summer, paa hvilken Maade den kan udøve en betydelig Indflydelse paa Administrationen, og den kan heller ikke ansees for udelukket fra at tilføie saadanne Betingelser og Anmærkninger, der gaae ud paa at sikkre de bevilgede Summers forsvarlige Anvendelse, 3. f. Ex. Finantslov 21. Mai 1867 § 19 II D 4, § 20 VII B, § 21 VI 12, mfl. Ligesom det imidlertid betragtes som mindre konstitutionelt at bevilge Udgifter, paa hvis Bevilgelse Regeringen ikke har andraget, saaledes maa Rigsdagen ogsaa ansees for uberettiget til at knytte sine Bevillinger til Betingelser[1]), som indeholde en positiv Indblanding i Administrationen, eller tilføie Anmærkninger af anden Beskaffenhed end den ovennævnte. Det er navnlig Landsthingets Opgave at vaage over Finantslovens Renhed ved at fjerne alle Betingelser og Anmærkninger, der efter det Anførte maa betragtes som utilstedelige, hvorimod Kongen paa Grund af den paatrængende Nødvendighed for Finantslovens Udstedelse, som i Almindelighed er tilstede, vanskeligere vil være i
Stand til at negte det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag
- ↑ Exempel paa en Betingelse af ganske eiendommelig Natur indeholdes i Lov om Udgifter 27. Marts 1866 § 11, Lov om Indtægter 11. Mai 1866 § 11, og de øvrige, dertil sig sluttende Tillægslove, jfr. Grl. 1863 § 54.
