124
for samme, hvilket Krav ikke tilkommer den overordentlige Rigsdag; men i Øvrigt er det ovenfor paavist, s. § 105, at den anførte Grundlovsbestemmelse ikke kan antages at indeholde nogen ubetinget Hindring for, at Finantsloven behandles og vedtages paa en overordentlig Rigsdag. Det bestemmes endvidere i Grl. § 48, at Finantsloven skal forelægges strax, efterat den ordentlige Rigsdag er sat[1]), medens andre Sager kunne forelægges paa den Tid, Regeringen selv maatte bestemme. Finantsloven bør derfor være den første Sag, der forelægges, efterat Rigsdagens Konstituering har fundet Sted; men i Øvrigt er denne Bestemmelse ikke overholdt med Strenghed. Det har navnlig flere Gange fundet Sted, at Finantsloven, naar Rigsdagen strax efter dens Sammentræden er bleven udsat, først er forelagt, naar Rigsdagen samledes efter Udsættelsens Udløb. Endelig befaler Grl. § 48, at Finantslovforslaget først skal behandles i Folkethinget. Herved er der indrømmet Folkethinget, som formodes at ville vise den største Sparsommelighed med Statens Midler, en overveiende Indflydelse paa Finantslovens Detail, idet det dels er en umiddelbar Følge af den nævnte Forskrift, at Landsthinget ikke faaer Leilighed til en minutieus Prøvelse af alle enkelte Detailsummer, dels vilde det heller ikke stemme med Grundsætningen i Grl. § 48, om Landsthinget vilde indlade sig paa en saadan. Derimod er det ingenlunde Meningen med den anførte Forskrift, at Landsthinget skulde indskrænke sig til at antage eller forkaste Finantsloven en bloc. Ikke blot har Landsthinget en formel Ret til at antage eller forkaste hver enkelt Post, men dets Opgave med Hensyn til Finantsloven er ogsaa i Virkeligheden ingenlunde betydningsløs. Saaledes har Landsthinget lige saa vel som Folkethinget Adgang til at influere paa Regeringens Politik dels ved en fuldstændig Forkastelse af Finantsloven, dels ved Bevilgelsen eller Negtelsen af de
enkelte Pengesummer. Fremdeles bør Landsthinget prøve
