126
stændighed, som i Forbindelse med den overordentlige Betydning, Finantsloven paa Grund af sit Indhold har for hele Statslivet, gjør det til en ubetinget Nødvendighed, at Finantsloven betimelig tilveiebringes, og som giver det enkelte Thing, der med Bestemthed fastholder sin Beslutning om at bevilge eller negte en omtvistet Post, Leilighed til at udøve et Tryk paa de andre Lovgivningsfaktorer, der gjør det dobbelt nødvendigt af Finantsloven at Gerne Alt, hvad der ikke hører til dens egentlige Indhold.
Naar det viser sig umuligt betimelig at faae Finantsloven i Stand, maa der altsaa, for at Statsmaskineriet ikke skal gaae i Staa, drages Omsorg for at tilveiebringe en Hjemmel for Regeringen til foreløbig at oppebære de fornødne Indtægter og afholde de fornødne Udgifter. Denne Hjemmel kan, som i § 115 bemærket, ikke tilveiebringes ved en foreløbig Finantslov, men maa gives ved en paa sædvanlig Maade af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet Lov, der bemyndiger Regeringen til foreløbig, indtil Finantsloven kan blive tilveiebragt, at afholde de nødvendige, løbende Udgifter samt at opkræve de bestaaende Skatter og Afgifter, s. Lov 26. Marts 1850, 28. Marts, 17. Juli 1853, 29. Marts 1867, 28. Marts 1868, jfr. for Rigsraadets Vedkommende Lov 27. Marts 1866. Det er vel noget tvivlsomt, om Udstedelsen af en saadan Lov, der naturligvis ikke maa forvexles med en foreløbig Lov, stemmer med Forskrifterne i Grl. §§ 48 og 49, da den ikke indeholder noget Overslag over Statens Indtægter og Udgifter og saaledes ikke kan betegnes som en Finantslov, lige saa lidt, som den kan betragtes som en Tillægsbevillingslov, s. Grl. § 49. Imidlertid er en saadan Bemyndigelse, som det fremgaaer af de anførte Love, gentagne Gange bleven meddelt. Til Forsvar herfor kan ogsaa anføres, at Grundlovens Hensigt med Begrændsningen af Tiden for Finantslovens Gyldighed kun er den at sikkre Rigsdagens stadige Indflydelse paa Finantsforvaltningen, og at det umulig kan være dens Mening, at Statsstyrelsen af Mangel paa de fornødne Penge
