127
skulde gaae i Staa, fordi tilfældige Omstændigheder giøre det umuligt betimelig at faae Finantsloven vedtaget. Naar den paagiældende Lov vedtages af Rigsdagen, opnaaes ogsaa herved al den Garanti, som efter Omstændighederne kan tilveiebringes. Skjøndt en Lov af den anførte Beskaffenhed efter det ovenfor Bemærkede ikke kan betragtes som en Finantslov, bør den dog, da den midlertidig træder i Stedet for Finantsloven, uden Tvivl i formel Henseende behandles efter lignende Regler, som denne; navnlig bør Initiativet udgaae fra Regeringen, s. dog Landsthingstidende 1. Session Sp. 1743-49, og den bør behandles først i Folkethinget.
Tvivlsommere er det, om en saadan Lov kan udstedes som foreløbig Lov. Det er indlysende, at denne Form ingenlunde yder den samme Garanti, som en med Rigs- dagens Samtykke tilveiebragt Lov, og det kan ikke nægtes, at Anerkjendelsen af Regeringens Ret til at udstede foreløbige Love af denne Beskaffenhed kan blive temmelig farlig for Rigsdagens Bevillingsmyndighed. Da en Lov af den omspurgte Beskaffenhed imidlertid ikke er nogen Finantslov, kan dens Udstedelse, naar man først anerkjender, at en saadan Bemyndigelse kan gives ved sædvanlig Lov, neppe siges at stride mod Grl. §§ 48 og 49. Derimod vil en paatrængende Nødvendighed for Udstedelsen af en saadan foreløbig Lov ikke let indtræde, medmindre Regeringen selv har fremkaldt den ved at opløse Rigsdagen uden at drage Omsorg for, at Finantsloven eller i alt Fald en med Rigsdagens Samtykke vedtagen Bevillingslov betimelig tilveiebringes. Dens Udstedelse vil derfor kunne paadrage vedkommende Minister Ansvar for Rigsretten, men derimod vil Loven neppe kunne tilsidesættes af de almindelig Domstole. Exempel paa en saadan foreløbig Lov haves i foreløbig Lov 12. Mai 1853, hvis Gyldighed blev stærkt anfægtet paa Rigsdagen. Den endelige Lov 17. Juli 1853 ignorerede ganske den foreløbige Lov, idet den valgte den Form at forlænge den tidligere Bevillingslov 28. Marts 1853, uden at omtale den ved den foreløbige Lov skete Forlængelse af samme.
