129
3274ff, 3282. Det er derfor mindre korrekt, naar Repræsentationens Myndighed til at fastsætte Budgettet jevnlig betegnes som Skattebevillingsret.
Paa Grund af den forskjellige Maade, hvorpaa Bestemmelserne i Grl. § 49 om Skatternes Opkrævning og om Udgifternes Afholdelse ere affattede, kunde det synes at være Grundlovens Mening, at det blotte Faktum , at Finantsloven var vedtaget, afgav tilstrækkelig Hjemmel til Opkrævning af samtlige Skatter, selv for deres Vedkommende, med Hensyn til hvilke Finantsloven ikke indeholdt nogen Bevilgelse. Dette synes navnlig at vinde Bestyrkelse, naar man sammenligner den med Grl. § 49 stemmende Kilde til samme, Grl. 1849 § 52, med Grundlovsudkastets § 44, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 1547 ,der lød saaledes: »Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven,« og naar man lægger Mærke til, at Statsrevisorerne efter Grl. § 50 skulle paasee, at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted, medens det med Hensyn til Indtægterne kun paalægges dem at paasee, at samtlige Statens Indtægter ere opførte i Statsregnskabet.
Den nævnte Antagelse kan dog neppe billiges. Naar Grl. § 48 bestemmer, at Finantsloven skal indeholde et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter, synes dette ikke fornuftigvis at kunne have anden Mening, end at dette Overslag, forssavidt det efter sin Natur egner sig dertil, maa være bindende, saa at ikke blot de bevilgede Indtægter og Udgifter bør finde Sted, men at tillige de ikke bevilgede ikke mase finde Sted. Denne Regel følger allerede af Grl. § 48 og behøver derfor ikke særlig at hjemles ved § 49. Vel maa det ansees for Rigsdagens Pligt ved Voteringen over Finantsloven at lægge de bestaaende Love til Grund og navnlig ogsaa bevilge Opkrævningen af de af de almindelige Skattelove flydende Skatter; men da der ikke bestaaet noget Normalbudget for nogen Del af Statens Indtægter og Udgifter, hvorimod alle disse forelægges Rigsdagen til Votering, følger det heraf, at Rigsdagen har en formel
