131
anden Indtægt bør modtages, medmindre den er hiemlet ved Finantsloven eller en særlig Tillægsbevillingslov. At Grl. 5 49 kun omtaler en saadan med Hensyn til Udgifter og ikke med Hensyn til Skatter eller andre Indtægter, finder sin Forklaring i, at der langt hyppigere vil blive Spørgsmaal om dens Anvendelse med Hensyn til Udgifterne end med Hensyn til Indtægterne. I Praxis pleier man imidlertid kun at søge Tillægs- eller Efterbevilling paa Indtægter, der ikke .have Hjemmel i Finantsloven , naar der er Tvivl om den konstitutionelle Bemyndigelse til at tage den paa- giældende Sum til Indtægt, eller om den Konto, paa hvilken den bør tages til Indtægt, s. Landsthingstidende 14. Session Sp. 1295.
Med Hensyn til Finantslovens bindende Karakter kommer den Specialitet, hvormed den er affattet, i væsentlig Betragtning. Ved Finantslovens Specialitet forstaaes, at den ikke indskrænker sig til at opføre visse Hovedsummer, men at navnlig Udgifterne under hver Forvaltningsgren sondres fra hverandre efter deres Art og Beskadenhed, og de saaledes fremkomne Summer efter foregaaende Prøvelse bevilges til en bestemt Anvendelse. Dog bør denne Sondring af Udgifterne ikke drives til den yderste Konsekvents, for at Administrationens Frihed ikke skal blive altfor stærkt indskrænket.
Det følger af det Anførte, at det ikke blot er de til en vis Forvaltningsgren opførte Hovedsummer, der ikke mase overskrides , men at dette gjælder om enhver enkelt bevilget Post. Heraf flyder atter den Sætning, at hvad der er bevilget paa en Konto, ikke uden særlig Hjemmel kan anvendes paa en anden Konto , selv om der paa hin maatte vise sig et Overskud, s. Rigsdagstidende 2. Session Anhang B Sp. 318. Dog maa det i ethvert Tilfælde nærmere undersøges , om det virkelig er de enkelte Poster, som ere bevilgede, eller om disse kun ere de Addender, hvorved den Hovedsum er udfundet, som er Bevilgelsens egentlige Gjenstand, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang
