133
ligheden opstaaer fornemmelig med Hensyn til Udgifterne, idet de Spørgsmaal, der kunne reises med Hensyn til Indtægterne, dels forekomme langt sjeldnere, dels i det Væsentlige knnne besvares efter lignende Regler, som de, der gjælde med Hensyn til Udgifterne. Vi skulle derfor i det Følgende kun beskjæftige os med de sidstnævnte
1. Grl. & 49 bestemmer, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Finantsloven[1]) eller en Tillægsbevillingslov. Med Hensyn til det sidstnævnte Udtryk kan bemærkes, at det kan indtræde, at der paa en Tid, da Rigsdagen er samlet, viser sig Trang til Afholdelsen af nye Udgifter, der ikke ere hjemlede ved Finantsloven, og som, fordi denne allerede er vedtaget eller dog sin Tilendebringelse nær, ikke kunne optages i samme. I saa Fald kan der vedtages en Tillægsbevillingslov eller et Tillæg til Finantsloven , der bemyndiger Regeringen til at afholde slige Udgifter. Forskjellen mellem disse egentlige Tillægsbevillingslove og Efterbevillingslove, der gaae ud paa at billige allerede afholdte Udgifter, vil blive udviklet nedenfor. En saadan Tillægsbevillingslov maa da betragtes som en Del af Finantsloven, s. Grl. § 50, smh. med § 49, og behandles efter lignende Regler, som denne. Navnlig skal den behandles først i Folkethinget, s. Grl. § 48, hvorimod der naturligvis ikke bliver Spørgsmaal om noget Retskrav for den ordentlige Rigsdag paa, strax efterat samme er sat, at fordre en saadan Lov forelagt
Der opstaaer nu det Spørgsmaal, hvilke Udgifter der have Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov. Da efter det i § 117 Udviklede ikke blot Finantslovens Hovedsummer, men ogsaa de mere specielle Poster og efter
Omstændighederne endog Underbilagene ere bindende, er
- ↑ Den Undtagelse fra den tilsvarende Regel iGrl. 1849 § 52. som efter Grundlovsbest. 29. Aug. 1855 § 4 fandt Sted med Hensyn til Kongerigets Tilskud til Monarkiets eller Danmark-Slesvigs Deficit, er bortfalden ved Grundlovsbest. 28. Juli 1866.
