136
er tilstrækkelig hertil, hvilket navnlig hyppig vil gjælde med Hensyn til Opførelsen af nye Bygninger. Ligeledes er det klart, at Overskridelsen i intet Tilfælde kan ansees som hjemlet ved Finantsloven, naar den har sin Grund i en Afvigelse fra de ved denne foreskrevne eller forudsatte Regler for Gjenstandens Tilveiebringelse, saasom at denne ikke er anskaffet ved Licitation, eller at Bygningsplanen er fraveget.
2. Naar en Udgift efter det Ovenanførte ikke har Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov, bliver det et Spørgsmaal, om den desuagtet gyldig kan afholdes, og i bekræftende Fald, under hvilke Betingelser. Efter Affattelsen af Grl. § 49 kunde det nu synes, at Afholdelsen af slige Udgifter var ubetinget udelukket, men dette kan aabenbart ikke være Grundlovens Mening og er i alt Fald aldrig antaget for at være dens Mening. Grl. § 48 betegner selv Finantsloven som et Overslag, og skjøndt dette Overslag vel i det Hele taget maa være bindende, ligger det dog uden Tvivl i det brugte Udtryk, at Afvigelser maae kunne finde Sted ikke blot med Hensyn til de bevilgede Udgifters Størrelse, men ogsaa med Hensyn til nye Udgifter. Denne Antagelse er saa meget naturligere, som der ikke paa Finantsloven opføres nogen Sum til uforudsete Udgifter i Almindelighed, men selv hvor en saadan Sum bevilges, ville Forholdene let kunne bevirke, at den viser sig utilstrækkelig. Det Anførte bestyrkes yderligere derved, at Grl. § 50, skjøndt den forudsætter, at der i Statsregnskabet kan forefindes Udgifter, som ere afholdte uden Hiemmel i Finantsloven , overlader Afgiørelsen til Rigsdagens Beslutning, uden ubetinget at foreskrive Ansvar for vedkommende Minister, s. ogsaa Koloniallov 27. Nov. 1863 § 60[1]). Da det
- ↑ Forsaavidt. denne Lov erklærer Tillægsbeviliing for unødvendig. om Udgiften er hjemlet ved bestaaende Love eller lignende Regler, der mase ansees for gjældende, indtil de forandres ad Lovgivningsveiea. afviger den derimod fra den kongerigske Statsret.
