138
tur. Imidlertid bestyrke de dog den Sætning, at Beslutningen om Afholdelse af uhjemlede Udgifter i det Væsentlige maa være knyttet til lignende Betingelser, som Udstedelsen af en foreløbig Lov, med hvilken samme ogsaa har den vigtige Eiendommelighed tilfælles, at den hviler paa Formodningen om Rigsdagens Samtykke. Man synes herefter at maatte fordre:
a) At Beslutningen fattes af Kongen, forsaavidt der ikke i saa Henseende. er overladt vedkommende Minister en særegen Myndighed, s. Lov om Retsbetjentes Lønning 19. Febr. 1861 56. Analogien af Grl. § 25 er vel ikke ubetinget bindende, da Kongen ikke i det foreliggende Tilfælde optræder som Lovgiver. Ligesom den nævnte Fordring imidlertid vistnok er grundet i Sagens Natur, saaledes gjaldt den allerede efter den ældre Ret, s. Beskr. 11. April 1841, og var ligeledes gjort gældende i Forfl. 1855 § 54 og Grl. 1863 § 58. At Rigsretsdommen 28. Febr. 1856 har forkastet denne Betingelses Nødvendighed, s. Beretning om Rigsrettens Forhandlinger S. 1004-7, jfr. S. 803ff., kan herefter neppe komme i Betragtning.
b) At Tilfældet er paatrængende, navnlig at Udgiften ikke uden væsentlig Skade kan opsættes, indtil Rigsdagen atter kommer sammen, s. Forfl. 1855 § 54, Grl. 1863 § 58 og ovenfor § 50. At sammenkalde Rigsdagen for at tage Beslutning om Udgiften vil vel være den rigtigste Fremgangsmaade, hvor der er Tale om meget betydelige Summer, men kan ingenlunde i Almindelighed fordres eller endog ansees for rigtigt.
c) At de Forhold, der foranledige Udgiften, ere uforudsete og navnlig ikke have foreligget Rigsdagen ved dens Votering over Finantsloven, s. ovenfor § 50. Herved udelukkes altsaa de Tilfælde, hvor Udgiften har sin Oprindelse fra de sædvanlige, ved Finantslovens Vedtagelse bekjendte Forhold, idet disse maae formodes at være tagne i Betragtning ved Rigsdagens Beslutning over Finantsloven. Fremdeles udelukkes de Tilfælde, hvor Udgiften foranlediges ved
- ↑ Rettebladet: "Det iagttages ingenlunde ubetinget at erhverve Kongen Resolution."
