141
Grl. § 50 skal nemlig Statsregnskabets Behandling af Rigsdagen forberedes ved en forudgaaende Prøvelse af de af begge Thing valgte Statsrevisorer, og til disses Opgave hører det navnlig at paasee, at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. Da Regnskabets Afiæggelse og Gjennemsyn imidlertid medtager længere Tid, og det er uhensigtsmæssigt, at Overskridelser af Finantsloveng navnlig naar de ere af større Betydenhed, henstaae uberigtigede i længere Tid, har der i Praxis udviklet sig den Regel, at Spørgsmaalet om slige Udgifter bringes for Rigsdagen ved et Forslag til en særegen, saakaldet Tillægsbevillingslov, s. Finantslov 23. Jan. 1862 § 16. En saadan Lov, der korrektere betegnes som en Efterbevillingslov, er væsentlig forskjellig saavel fra selve Finantsloven, som fra de tidligere omhandlede, egentlige Tillægsbevillingslove, skjøndt den, som bemærket, hyppig betegnes med samme Navn, som disse, og Udgifter, der foreligge til Efterbevilling, jevnlig opføres i samme Lov, som Udgifter, paa hvilke der skal erhverves egentlig Tillægsbevilling, s. f. Ex. Lov om Tillægsbevilling 3. Mai 1867. Ved den egentlige Tillægsbevillingslov er den omspurgte Udgift endnu ikke afholdt; den fremtræder derfor kun som Overslag, og Rigsdagen kan fuldstændig frit afgjøre, om den vil bevilge eller negte Beløbet. Bevilger den Udgiften, foreligger der et Tillæg til Finantsloven, i Medfør af hvilket Udgiften fuldstændig gyldig kan afholdes; negter den Udgiften, er det hermed afgjort, at Udgiften ikke maa afholdes, og videre Skridt ere ikke fornødne. Ved Efterbevillingsloven er Udgiften derimod allerede afholdt, og heraf følger, dels at den ikke fremtræder som Overslag, men som bestemt angiven Udgift, dels at Rigsdagens Beslutningsmyndighed, skjøndt formelt ubegrændset, reelt er væsentlig indskrænket, ligesom selve Beslutningen faaer en anden Karakter end ved Tillægsbevillingsloven. Bevilges Udgiften, foreligger der ikke en Bevilling i sædvaan Forstand, nemlig en Bemyndigelse til den paagiældende Udgifts Afholdelse, men
