Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

142

Beslutningen har mere Karakteren af en Indemnitet i Anledning af det begaaede, formelle Grundlovsbrud, en Frafaldelse af det Krav, som paa Grund heraf kunde reises. Negtes Udgiften, er Sagen ikke hermed bragt tilende, men der maa gjøres positive Skridt for at restituere den tidligere Tilstand. Efterbevillingsloven kunde maaskee snarere betragtes som en anteciperet Regnskabsdecision, men adskiller sig i Øvrigt ogsaa fra denne i flere væsentlige Henseender. Den fremtræder saaledes som Lov, medens Decisionen fremtræder som Rigsdagsbeslutning , den gaaer ud paa at bevilge en i Finantsloven uhjemlet Udgift, medens Statsregnskabets Behandling nærmest har til Formaal at kontrollere de bevilgede Summers forsvarlige Anvendelse, og endelig gaaer den ikkun ud paa at hjemle Udgiften i det Hele taget, og udelukker derfor ikke en senere Decision om Summernes Anvendelse.

Det kunde ved første Øiekast synes, at den omhandlede Praxis, at de uden Hjemmel i Finantsloven afholdte Udgifter senere hjemles ved en særlig Tillægs- eller Efterbevillingslov, havde faaet en udtrykkelig, grundlovmæssig Stadfæstelse ved Grl. § 49, idet denne, efter at have bestemt, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Finantsloven, tilføier »eller i en Tillægsbevillingslov«, hvilke Ord ikke fandtes i Bestemmelsens Kilde, Grl. 1849 § 52. Skjøndt det nu vilde have været ret naturligt, om Grundloven havde givet en udtrykkelig Stadfæstelse af den omhandlede Praxis, kan en saadan dog ikke søges i Grl. § 49. Denne Paragraph indeholder nemlig et Forbud mod Afholdelsen af Udgifter, som ikke ere hjemlede paa den i samme angivne Maade, men da Efterbevillingsloven gaaer ud paa at billige Udgifter, som allerede ere afholdte, vilde det være meningsløst at forbyde Afholdelsen af Udgifter, som ikke have Hjemmel i en saadan, eller at tillade Afholdelsen af Udgifter, som have Hjemme] i Efterbevillingsloven. Grl. § 49 kan derfor kun sigte til Tillægsbevillings-