143
love i egentlig Forstand[1]), der gaae ud paa at bevilge Udgifter, som endnu ikke ere afholdte, og som Følge heraf kan Reglen i Grl. § 48, at Forslag til Tillægsbevillingslovene behandles først i Folkethinget, ogsaa kun sigte til disse.
Forslaget til Efterbevillingsloven bliver i det Hele at behandle paa samme Maade, som andre Lovforslag. Da den positive Bestemmelse i Grl. § 48 efter det nys Bemærkede ikke kan antages at sigte til Efterbevillingslove, og disse derhos efter det tidligere Udviklede ere saa forskjellige fra Finantsloven og Tillægsbevillingsloven, at en analogisk Anvendelse ikke er berettiget, maa Forslaget til disse Love kunne behandles først saavel i Landsthinget, som i Folkethinget. Imidlertid maa Reglen i Grl. § 48. 2. M. ligefrem komme til Anvendelse, hvor det samme Lovforslag omfatter baade afholdte og ikke afholdte Udgifter, og navnlig ogsaa, hvor den enkelte Udgift, som Lovforslaget angaaer, kun tildels er afholdt[2]). Derimod maa det uden Tvivl fordres , at Efterbevillingslovforslaget saa snart som muligt bringes for Rigsdagen, s. Lov om Retsbetjentes Lønning 19. Febr. 1861 § 6, og der haves neppe Føie til i Mangel af positiv Bestemmelse at udsætte Afgjørelsen til Rigsdagens næste ordentlige Samling, S. som Undtagelse Finantslov 23. Jan. 1862 § 16.
4. Der bliver endelig Spørgsmaal om Betydningen og Virkningen af den af Rigsdagen fattede Beslutning med Hensyn til den i Finantsloven uhjemlede Udgift. Forsaavidt denne Beslutning fattes ved Behandlingen af Statsregnskabet, s. Grl. § 50, bliver den at omhandle nedenfor, og vi skulle derfor her kun beskjæilrige os med samme, forsaavidt den tages med Hensyn til et indbragt Lovforslag om Efter-
