144
bevilling. Saafremt dette nu vedtages af Rigsdagen og stadfæstes af Kongen, maa Udgiften ansees som tilstrækkelig hjemlet paa samme Maade, som om den var bevilget ved Finantsloven eller en egentlig Tillægsbevillingslov. Herved udelukkes altsaa ikke, at Rigsdagen ved den senere Behandling af Statsregnskabet kan negte at lade Udgiften passere, fordi det oplyses, at Summen ikke har været anvendt paa tilbørlig Maade; thi dette er ikke Andet, end hvad der ogsaa kan Skee med Hensyn til de ved Finantsloven bevilgede Summer. Forkastes derimod Efterbevillingen, behøver dette ikke nødvendigvis at have sin Grund i, at Rigsdagen vil negte sin Billigelse af den afholdte Udgift, men kan hidrøre fra, at den anseer Efterbevillingen for ufornøden, idet Udgiften allerede maa antages for hjemlet ved Finantsloven , eller at den ikke finder Forholdene saa tilstrækkelig oplyste, at den nu vil tage Beslutning i Sagen og derfor foretrækker at udsætte den til Statsregnskabets Behandling. I disse Tilfælde har Sagen altsaa ingen Vanskelighed.
Derimod opstaaer der betydeng Tvivl, naar Efterbevillingen ligefrem forkastes af Rigsdagen, i hvilken Henseende den i et af Rigsdagens Thing skete Forkastelse er tilstrækkelig. I dette Tilfælde er saa Meget klart, at Udgiften ikke har opnaaet den fornødne Hjemmel, og forsaavidt den for en Del ikke maatte være afholdt, er det afgjort, at den ikke maa afholdes, idet Efterbevillingsloven da for denne Dels Vedkommende har Karakteren af en virkelig Tillægsbevillingslov. Fremdeles er det indlysende, at den tagne Beslutning ikke umiddelbart kan exekveres, men maa søges gjennemført ved Domstolene og navnlig ved Rigsretten. Derimod er det tvivlsomt, hvilken Betydning Rigsdagens Afgjørelse i dette Tilfælde har for Rigsretten
Betragter man Grundlovens Bestemmelser i og for sig. synes det efter disse, der ikke omtale noget Efterbevillingssystem, at være den nærmest liggende Opfattelse, at Udgiften paa den ene Side betragtes som uhjemlet, men paa
