146
Finantsloven bevilgede Summer have været anvendte paa rette Maade, medens en Bevilling af Summer, der ikke have Hjemmel i Finantsloven, efter Grundsætningerne i Grl. §§ 48 og 49 maa tilkomne den lovgivende Magt. Det vilde derhos være meget uhensigtsmæssigt, om Ansvaret for Afholdelsen af uhjemlede Udgifter først skulde kunne gjøres gjældende mod Ministeren efter længere Tids Forløb, eller om en Adskillelse af Erstatnings- og Strafansvaret skulde finde Sted. Efterat Praxis, støttet paa de anførte Betragtninger, har indført Efterbevillingssystemet, vil en negtet Efterbevilling i Reglen blive ledsaget af en Ministeranklage, og Retten vil da ikke kunne udskyde Spørgsmaalet om Erstatningsansvaret til Afgørelse ved Statsregnskabet. Den Forskjel, som herefter opstaaer mellem de Tilfælde, hvor Spørgsmaalet afgjøres ved Forkastelse af Efterbevillingen, og dem, hvor det udsættes til Afgiørelse ved Statsregnskabet, er vel noget anomal, men finder dog sin Forklaring deri, at det paagiældende Thing eller begge Thing i sidstnævnte Tilfælde give Afkald paa deres Ret til strax ensidig at afgøre Spørgsmaalet. Kun i det ovennævnte Tilfælde, hvor Landsthinget negter en Efterbevilling, som Folkethinget billiger, opstaaer der en virkelig Anomali, idet man her neppe kan antage Spørgsmaalet for afgiort ved Landsthingets Negtelse, hvorimod man maa udsætte dets Afgiørelse til Behandlingen af Statsregnskabet; men denne Anomali har sin Grund i, at Anklagemyndigheden kun er tillagt Kongen og Folkethinget, ikke Landsthinget, s. Grl. § 14[1])
Forsaavidt nu Spørgsmaalet om den Udgift, hvis Efterbevilling er negtet, bringes for Rigsretten i Form af en Ministeranklage, vil Rigsretten, hvad Strafansvaret angaaer,
- ↑ Forsaavidt Kongen efter at have skiftet Ministre lod de tidligere Ministre anklage for Rigsretten paa Grund af de uhjemlede Udgifter, som Folkethinget havde billiget, men Landsthinget negtet, kan der derfor spørges, om ikke Landsthingets Negtelse maatte være afgjørende med Hensyn til Erstatningaapørgemaalet.
