147
i det Hele taget have selvstændigat paakjende de fore- liggende Fakta. Med Hensyn til Erstatningsansvaret vil Rigsretten ligeledes selvstændig have at paakjende om der foreligger en formel Lovovertrædelse, naavnlig om Udgiften har Hjemmel i Finantlsloven eller en Tillægsbevillingslov, og om den i benegtende Fald senere er bleven hjemlet. Endelig maa Rigsretten ogsaa kunne afgjøre, om Betingelserne for Udgiftens Lovlighed ere tilstede, forsaavidt disse beroe paa, at Beslutningen er fattet af Kongen, og at Rigsdagen ikke har været samlet[1])
Derimod synes Rigsretten ikke selvstændig at kunne bedømme, om der har været en paatrængende Nødvendighed for Udgiftens Afholdelse eller endog, om denne har været hensigtsmæssig[2]), men i saa Henseende maa den uden Tvivl betragte Spørgsmaalet som afgjort ved Rigsdagens Negtelse af Efterbevillingen[3]). Den omspurgte Udgift er nemlig efter Forudsætningen uden Hjemmel i Finantsloven eller Tillægsbevillingsloven, og slige Udgifter maae efter Grl. § 49 ikke afholdes. Kan det nu end indrømmes, at saadanne Udgifter under visse Omstændigheder maae kunne foretages, og at det endog kan være Regeringens Pligt at foretage dem, saa synes dette dog kun at kunne støttes paa Formodningen om et Samtykke fra Rigsdagen, hvem Bevillingsmyndigheden tilkommer med Hensyn til alle Statens Udgifter, og som derfor ogsaa maa være udelukkende kom-
- ↑ Saafremt man antager, at Rigsretten er bunden ved Rigsdagens Negtelse af Efterbevillingen, vil det nævnte Spørgsmaal i Øvrigt ikke faae nogen praktisk Betydning med Hensyn til Erstatningsansvaret.
- ↑ Se dog Rigsretsdom 28. Febr. 1856 i Beretning om Rigsrettens Forhandlinger, Sp. 1004-7.
- ↑ Anderledes stillede Sagen sig efter Grl. 1863 § 58, hvorefter den af Kongen tagne Beslutning om Afholdelsen af uhjemlede Udgifter alene skulde forelægges Folkethinget, og dettes Afgjørelse alene gaae ud paa, om der for Rigsretten skulde gjøres noget Ansvar gjældende mod de Ministre, der havde medunderskrevet Beslutningen.
