150
under visse Betingelser at beslutte Afholdelsen af Udgifter, der ikke have Hjemmel i de finantsielle Love.
Selv om man imidlertid maatte nære Betænkelighed ved at lade de ovenanførte Betragtninger ganske i Almindelighed være afgiørende, maa dog i alt Fald saa Meget staae fast, at Afholdelsen af Udgifter, som Rigsdagen har negtet, paafører et ubetinget Erstatningsansvar, s. dog Rigsretsdommen 28. Febr. 1856 i Beretning om Rigsrettens Forhandlinger Sp. 1004-7
Paa den anden Side maa den opstillede Hovedregel uden Tvivl undergives enkelte Modifikationer. Saaledes synes Afholdelsen af Udgifter, der vare hjemlede ved en Lov, Overenskomst eller faststaaende, reglementarisk Bestemmelse, som gav vedkommende Private en ligefrem Retsfordring paa Statskassen, ikke at kunne paadrage Ministeren Erstatningsansvar[1]), om end det hertil begjærede Beløb er bleven negtet paa Finantsloven, thi ved Afholdelsen af slige Udgifter kan der ikke antages at være paaført Statskassen nogen virkelig Skade. Derhos vil det mod Ministeren reiste Erstatningssøgsmaal efter Omstændighederne kunne mødes med den Indsigelse, at Statskassen for de af holdte Udgifter har erholdt et Vederlag, der maa afdrages i Erstatningsfordringen eller endog kan bringe denne til at bortfalde.
Noget tvivlsommere stiller Forholdet sig ligeoverfor den Private, til hvem Penge ere udbetalte uden Hjemmel i de finantsielle Love. Er Udbetalingen udtrykkelig knyttet til den Forudsætning, at det fornødne Beløb bevilges af Rigsdagen, er det øiensynligt, at Pengene maa kunne søges tilbage [2]), naar denne Forudsætning slaaer feil. I modsat Fald kunde vel Endel tale for at antage Udbetalingen for stiltiende knyttet til hin Forudsætning, men dette Synspunkt
