151
vil dog vistnok kun undtagelsesvis kunne gjøres gjældende. I Almindelighed synes den Private at maatte kunne møde det mod ham anlagte Tilbagebetalingssøgsmaal med den Indsigelse, at han, der har forhandlet med Finantsernes lovlige Bestyrelse, ikke kan være pligtig at undersøge det ofte tvivlsomme Spørgsmal om Regeringens Kompetence. I alt Fald vil en Tilbagesøgning ikke kunne finde Sted, hvor den Paagjældende var i Besiddelse af en Ret, der støttede sig paa en Lov eller lignende fast Bestemmelse. Derhos vil han, selv om en Tilbagesøgning admitteres, jevnlig kunne fremsætte den ovennævnte Indsigelse om, at Staten har erholdt Vederlag for Udgifterne og derfor, hvis Tilbagesøgningen indrømmedes, vilde berige sig paa hans Bekostning.
Anm. I Rigsdagens 8de Session indbragte en Folkethingsmand et Lovforslag om Ministrenes Ansvarlighed med Hensyn til Overskridelser af Finantsloven, der gik ud paa at ordne de omhandlede, forviklede Forhold ved faste Regler, men som, skjøndt det blev vedtaget i Folkethinget, ikke førte til noget endeligt Resultat. Jfr. nærmere Forhandlingerne om dette Lovforslag i Folkethingstidende 8. Session Sp. 413-46, 2992-3080, 3211-48, Landsthingstidende Sp. 1110-26, Anhang A Sp. 725-28, Anhang B Sp.223-32.
§ 119. Om Finantslovens Forhold til den øvrige Lovgivning.
Af det Ovenanførte fremgaaer det, at Finantsloven, skjøndt den i Formen fremtræder som Lov, i mange væsentlige Henseender er forskjellig fra andre Love. Vi have saaledes seet, at dens Indhold i og for sig ikke hører til Lovgivningens Omraade, at den i formel Henseende har ikke uvæsentlige Eiendommeligheder, og at den navnlig ikke kan gives som foreløbig Lov, at dens Varighed er begrændset til en kort Tid, ved hvis Udløb den af sig selv bortfalder, og at endelig dens Betydning for Statslivet og dens Virkninger ere af ganske eiendommelig Natur. Denne
