152
Omstændighed er af væsentlig Betydning, naar der spørges om Finantslovens Forhold til andre Love.
Paa Grund af Finantslovens Karakter som indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter vil den paa mange Mander komme i Berøring med den øvrige Lovgivning, idet en stor Del af denne gaaer ud paa at bestemme Statens Indtægter og Udgifter. Forholdet mellem disse Love og Finantsloven maa da opfattes paa den Maade, at Lovgivningsmagten ved hine har udtalt som sin Villie, at de paagjældende Indtægter skulle tilkomme og de paagiældende Udgifter paahvile Statskassen, medens Finantsloven skal give den formelle Bemyndigelse til at oppebære Indtægterne og afholde Udgifterne i det bestemte Finantsaar.
Der kan imidlertid spørges, om den lovgivende Magt ikke er berettiget til, forsaavidt en særlig Trang dertil maatte vise sig, ved Finantsloven at gjøre Forandring i hine Love eller de i dem grundede Rettigheder eller Forpligtelser. Herfor lader sig anføre, at enhver Lov kan forandres eller ophæves ved en anden Lov, hvilket ifølge Grl. § 47 navnlig ogsaa gjælder om Skattelovene, og at Finantsloven ikke blot i Grundloven er betegnet som Lov, men derhos bliver til ved en Samvirken mellem de samme tre Faktorer, der deltage i Lovgivningen overhovedet. Under en modsat Forudsætning vil Finantslovens Behandling for en meget stor Del blive betydningsløs, hvilket navnlig gælder om næsten hele Indtægtssiden, og man vil i Virkeligheden tvertimod Grundlovens Ord og Hensigt for en væsentlig Del af Statsindtægternes og Statsudgifternes Vedkommende faae et Normalbudget.
Det reiste Spørgsmaal indbefatter i Virkeligheden to forskjellige. Man kan for det Første spørge, om Finantsloven gyldig kan negte en Indtægts- eller Udgiftspost, som er begrundet i en sædvanlig Lov, og hvilken Betydning der maa tillægges en saadan Negtelse, og dernæst kan man spørge, om en udtrykkelig Bestemmelse i Finantsloven, hvorved en ældre Indtægts- eller Udgiftslov
