Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

153

eller en i samme begrundet Ret eller Forpligtelse forandres eller ophæves, kan ansees for gyldig.

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, maa den Omstændighed, at vor Grundlov ikke anerkjender noget faststaaende Normalbudget, men at hver enkelt Indtægts- og Udgiftspost forelægges Rigsdagen til Votering, have til Følge, at ethvert Thing har en formel Ret til at negte saavel hele Finantsloven, som hver enkelt Post i samme. Ligesom imidlertid den Fremgangsmaade at forkaste hele Finantsloven ikke bør anvendes, uden hvor Konflikten mellem Rigsdagen og Regeringen er naaet til en saadan Høide, at en Udsoning ikke længere er mulig, og selv i dette Tilfælde er et Middel af meget tvivlsomt Værd, saaledes maa en Negtelse af saadanne Indtægts- eller Udgiftsposter, der utvivlsomt flyde af de bestaaende Indtægts- eller Udgiftslove, i det Væsentlige betragtes fra samme Synspunkt Er det tvivlsomt, om den foreslaaede Indtægts- eller Udgiftspost har Hjemmel i den paagiældende Lov, stiller Sagen sig anderledes, idet Rigsdagen i saa Fald er fuldstændig berettiget til at give sin Anskuelse om, at den paagiældende Post mangler Hjemmel i Loven, Udtryk ved at negte samme. Negtelsen har i disse Tilfælde den Virkning, at de negtede Indtægter ikke maa modtages og de negtede Udgifter ikke afholdes, medmindre særlig Hjemmel dertil erhverves. Derimod har den ingenlunde den Virkning, at de Love, paa hvilke Indtægten eller Udgiften støttes, eller de paa disse Love grundede Rettigheder eller Forpligtelser skulde falde bort. For Skatternes Vedkommende følger det vel af Grl. § 49 , at Regeringen ikke maa foretage noget Skridt til deres Inddrivelse, før Finantsloven er vedtaget, men selve Skattelovene blive bestaaende, og de af samme flydende Skatteforpligtelser vedblive ligeledes og kunne senere gjøres gældende, naar fornøden Hjemmel erholdes, s. ovenfor § 117. Angaaer Negtelsen et Udgiftsbeløb, til hvilket en Privat mener at have en lovbestemt Ret, afskæres denne ikke heller ved Negtelsen fra at gjøre sin formentlige Ret gjældende ved Domstolene,