154
ligesaalidt som disse derved udelukkes fra at give Dom over Statskassen, s. Juridisk Ugeskrift 1864. 549, Høiesteretstidende 1865. 137 , 1866. 172. Dog pleie Domstolene ikke at forsyne en saadan Dom med Exekutionstermin og Tvangsklausul, og Dommen vil derfor ikke kunne exekveres i Statskassen, s. ovenfor § 72 i Slutningen. Har da den Private erholdt Dom over Statskassen, maa Lovgivningsmagten ansees for pligtig at bevilge det fornødne Beløb ved Finantsloven , men ligesom Lovgivningsmagten naturligvis ikke ved Dom kan tvinges hertil, saaledes synes ogsaa efter Grl. § 49 den ifølge Dommen fornødne Udbetaling ikke at burde finde Sted, før Udgiften er bevilget ved den nye Finantslov eller en Tillægsbevillingslov. Er der ingen Tvivl om, at den foreslaaede Indtægts- eller Udgiftspost har Hjemmel i Lovgivningen, maa Rigsdagen ansees for ligefrem forpligtet til at bevilge samme. Rigsdagen kan vel benytte sin formelle Ret til at negte hver enkelt Post i Finantsloven, men en Benyttelse af denne Ret med Hensyn til lovbestemte Indtægter eller Udgifter maa betragtes som en partiel Negtelse af Finantsloven, der i Almindelighed vil medføre Rigsdagens Opløsning og en ny Forelæggelse af Finantsloven.
De anførte Sætninger have deres Hjemmel i Finantslovens eiendommelige Natur. Finantsloven har nemlig ifølge Grl. §§ 48 og 49 sin bestemt begrændsede Opgave, som bestaaer i at fastsætte et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter og derved give Regeringen Hjemmel til Skatterne Opkrævning og Udgifternes Afholdelse, og den er aldeles ikke bestemt til at forandre de bestaaende, almindelige eller særlige Love, s. Juridisk Ugeskrift 1864 S. 552-53. Hjemmelen for de omspurgte Rettigheder og Forpligtelser ligger ikke i Finantsloven, men i den sædvanlige, vedvarende Lov, og ligesom deres Gyldighed ikke er betinget ved en Stadfæstelse paa Finantsloven, saaledes kan den ved samme skete Negtelse ikke heller antages at aflicere samme. En saadan Antagelse har saa meget Mere
