157
at det er urigtigt og uhensigtsmæssigt at benytte Finantsloven til at forandre almindelige Love, og at en saadan Fremgangsmaade derfor ikke bør anvendes, men videre synes man heller ikke at kunne gaae. Værnet mod hin urigtige Fremgangsmaade maa søges deri, at Landsthinget forkaster alle Bestemmelser, der indeholde en Forandring i de bestaaende Love eller paa anden Maade gaae udenfor Finantslovens Opgave, og at Regeringen i fornødent Fald opløser Rigsdagen og forelægger Finantsloven paany; men der synes ikke at være tilstrækkelig Grund til at betegne en Bestemmelse af omhandlede Beskaffenhed, naar den først engang er kommet ind i Loven, som ligefrem ugyldig og navnlig at tillægge Domstolene Myndighed til at tilsidesætte den, forsaavidt Spørgsmaalet kan komme under deres Paakjendelse[1]). Til i den omhandlede Henseende at gjøre Forskjel paa Skattelove og andre Indtægts- eller Udgiftelove er der vistnok ikke tilstrækkelig Grund.
Forskjelligt fra det hidtil omhandlede Spørgsmaal er det, om en sædvanlig Lov kan tilstede, at der ved Finantsloven gjøres Forandring i sammes Bestemmelser, eller overlade det til Finantsloven at træffe en eller anden Bestemmelse, som er nødvendig til Fuldstændiggjørelse af Lovens Forskrifter. Ligesom man ikke kan betvivle Gyldigheden af en saadan Fremgangsmaade, saaledes er den ogsaa forbunden med langt mindre Betænkelighed end den ovenfor omhandlede, s. Lov om Retsbetjentes Lønning 19. Febr. 1861 § 8. 2. M. Dog bør den benyttes med Varsomhed, og navnlig kan det ikke antages for rigtigt, at en Skattelov overlader det til Finantsloven aarlig at bestemme, med hvor stort et Beløb Skatten skal Opkræves, s. Rigsdagstidende: ordentlig Samling 1866-67, Anhang B Sp. 945-46. Jfr.
- ↑ Saafremt man antager, at Domstolene overhovedet ikke kunne bedømme Spørgsmaal om sædvanlige Loves Forenelighed med Grundloven, er det en Selvfølge, at der heller ikke i dette Tilfælde kan tillægges dem en saadan Myndighed.
