158
ogsaa Fdn. 29. Sept. 1841 § 17 c og d, som er bortfalden ved Lov 21. Juni 1867 § 16.
De opstillede Regler om Finantslovens Forhold til sædvanlige Love om Statens Indtægter og Udgifter komme i det Væsentlige ogsaa til Anvendelse paa dens Forhold til lovlig afsluttede Overenskomster, f. Ex. om Statsgjældens Forrentning og Afbetaling, og faststaaende, reglementariske Bestemmelser, der give Trediemand et Retskrav paa Statskassen. Ogsaa disse bør uforandrede lægges til Grund for Behandlingen af Finantsloven, og den blotte Negtelse af det paagjældende Beløb afskærer ikke den Private fra at gjøre sin formentlige Ret mod Statskassen giældende ved Domstolene; men ligesom Beløbet dog ikke maa afholdes, forinden det har faaet Hjemmel ved Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov, saaledes kan, da vor Grundlov ikke giver nogen almindelig Beskyttelse for velerhvervede Rettigheder, en udtrykkelig Bestemmelse i Finantsloven, der tilintetgiør den paagiældende Ret, ikke erklæres for ugyldig, om den end maa betegnes som uretfærdig.
Medens Finantsloven efter det Anførte med Hensyn til de ældre Love, der angaae Statens Indtægter og Udgifter, simpelthen har at opføre de deri hjemlede Summer, Opstaaer Vanskelighed med Hensyn til de Lovforslag, der forelægges og vedtages i samme Session, som Finantsloven, idet det ved Finantslovens Affattelse ikke kan vides, om og i hvilken Skikkelse de ville blive vedtagne og stadfæstede og man saaledes for disse Indtægters og Udgifters Vedkommende kommer til at savne den ifølge Grl. § 49 fornødne Hjemmel i Finantsloven.
Den paapegede Ulempe søgte Folkethinget i sin Tid at afhjælpe ved til de paagiældende Love at føie en Paragraph, der udtrykkelig bevilgede de med Loven forbundne Udgifter[1]) for det vedkommende Finantsaar. Herved formentes
det, at Loven blev betegnet som en Del af Finants-
- ↑ Om indtægter bliver der sjeldnere Spørgsmaal.
