Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/167

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

159

loven, og at Grundlovens Forskrift saaledes fyldestgjordes, og herpaa støttedes da atter den Paastand, at alle Love, der medførte Udgifter, skulde behandles efter samme Regler, som den egentlige Finantslov, og navnlig forelægges først i Folketbinget. Forsaavidt de desuagtet forelagdes først i Landsthinget, hævdede Folkethinget sin formentlige Ret ved at tilføie den omtalte Bevillingsparagraph og derved nødvendiggjøre Lovens Tilbagesendelse til Landsthinget, s. Grl. 1849 § 57, jfr. Grl. 1866 § 53. Den omtalte Fremgangsmaade iagttages temmelig regelmæssig med Hensyn til de i Aarene 1857 og 1858 udkomne Udgiftslove, s. Lovsamlingen.

De anførte Sætninger kunne imidlertid ikke billiges. Naar Grl. 55 48 og 49 tale om Finantsloven, tænke de herved, som deres Indhold tydelig viser, kun paa den ene, store Lov, der indeholder et Overslag over samtlige Statens Indtægter og Udgifter. Ved Tillægsbevillingslove[1]) tænkes paa saadanne Love, der slutte sig til Finantsloven og gaae ud paa at bevilge saadanne Indtægter og Udgifter, som af en eller anden Grund ikke have faaet Hjemmel i Finantsloven; men da disse Love fremtræde som et Tillæg til eller en Del af Finantsloven, maa der om dem gælde det Samme, som om denne Lov, nemlig at det ikke er deres Bestemmelse at give Forskrifter af almindeligt Lovgivningsindhold eller administrative Forskrifter, men kun at fastsætte et Overslag over de Statsindtægter og Statsudgifter, der ikke ere blevne hjemlede ved Finantsloven. Ligesom man derfor ikke kan antage de ovenfor omhandlede Udgiftslove for umiddelbart indbefattede under Grl. §§ 48 og 49, saaledes foreligger der heller ikke tilstrækkelig Grund til en udvidende Fortolkning eller analogisk Anvendelse af disse Bestemmelser og navnlig af Forskriften i Grl. § 48. 2. M. Det fremgaaer tilstrækkelig klart af Grl. §§ 47 og 50, smh. med § 48. 2. M. , at det ingenlunde er Grundlovens Regel,

  1. Om disse fandtes i Øvrigt ingen udtrykkelig Bestemmelse i Grl. 1849 i 52.