169
paa en regnskabsmæssig Afgjørelse. Forsaavidt der derhos i Statsregnskabet maatte forekomme Poster, som ikke have Hjemmel i Finantsloven, kunde det synes rettest at henvise dem til Erhvervelse af Efterbevilling, men da en saadan Fremgangsmaade vilde forsinke Sagen og desuden medføre adskillige praktiske Vanskeligheder, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 120-21, har man i Praxis foretrukket at afgjøre de paagjældende Poster ved selve Regnskabet.
Hvilken Betydning der i Øvrigt maa tillægges Rigsdagens Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet, er tvivlsomt. Da Grl. § 50 bruger Udtrykket »Beslutning«, og da Landsthinget deltager i Beslutningen, medens Anklagemyndigheden kun tilkommer Folkethinget, kan det neppe forsvares at betragte Beslutningen som et blot Forarbeide for Anklagerettens Udøvelse. Denne Opfattelse laa til Grund for Udkastet til Grl. 1849 § 45, hvor Afgørelsen af Statsregnskabet var henlagt til Folkethinget alene, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 35, jfr. ogsaa Grl. 1863 § 58 i Slutningen, og lige saa lidt er der Grund til at antage den for en simpel Udtalelse af Rigsdagens Ønsker og Anskuelser. Den korrekte Opfattelse er uden Tvivl at betragte Beslutningen som den statsregnskabsmæssige Afgjørelse fra Rigsdagens Side af alle af Revisionen i Anledning af Statsregnskabet reiste Spørgsmaal ligeoverfor de ansvarlige Ministre, s. Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 113. Den kan altsaa hverken præjudicere den Private, hvis Ret er interesseret i Afgjørelsen, f. Ex. den Embedsmand, hvis Pension er bleven strøget, eller dække de underordnede Regnskabsførere mod den administrative Revisions og Decisions Erstatningskrav eller mod et eventuelt Straffesøgsmaal, men derimod synes den ligeoverfor Ministrene at maatte betragtes som en definitiv Afgiørelse, der ikke senere kan omstødes eller tilsidesættes. At denne Karakter tilkommer Beslutningen, hvor den gaaer ud paa at billige Udgiften eller, som det pleier at udtrykkes, at Udgiften passerer,
