13
Hindring for Valgretten eller dens Udøvelse, kunne følgende nævnes:
1) Berygtethed, s. Grl. § 30, Valglovens § 1. Ifølge Valglovens § 2 kan Ingen ansees som uberygtet, der ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, s. Valglov 16. Juni 1849 § 2, Lov 29. Dec. 1850 § 2, Koliniallov 27. Nov. 1863 § 18[1]). Uanseet det almindelige Udtryk »Handling« synes man at maatte fordre, at Handlingen er strafbar, saa at den, der ved Dom frifindes, fordi hans Handling ei er strafbar, ikke falder ind under Valglovens § 2, s. Fdn. 15. Mai 1834 § 3 Nr. 1, Valglov 7. Juli 1848 § 7a, hvor Udtrykkene »Handling« og »Forbrydelse« afvexle, jfr. ogsaa Departementstidende 1849, 225, Rigsdagstidende 1848-49, 3593 ff og nedenfor. Derimod kan det, naar Handlingen er strafbar, neppe saaledes vil den, som har sagsøgt en Anden paa Grund af Beskyldninger for vanærende Handlinger, uden Tvivl falde ind under Valglovens § 2, naar Injurianten ved Dom frifindes, fordi han har bevist sine Beskyldninger. At den Dom, hvorved en Person er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, appelleres til høiere Ret, kan ikke suspendere dens Virkning i den her omhandlede Henseende, og endnu mindre bortfalder denne, fordi Vedkommende benaades. Om en Handling skal betragtes som vanærende i den offentlige Mening, maa afgiøres efter de almindelige Regler, s. Scheels Personret S. 347-51.
Medens det er afgjort, at de Personer, der falde ind under Valglovens § 2, ikke kunne ansees som uberygtede og følgelig i Henhold til Grl. § 30 og Valglovens § 1 maa udelukkes fra Valgret, er det derimod mere tvivlsomt, om man igjennem en Modsætningsfortolkning af
- ↑ Det bemærkes, at Lov 3. Apr. 1868 ikke var udkommet, da Forfatteren
