Femte Afdeling. Om den dømmende Magt.
§ 136. Om den dømmende Magts Stilling og dens Subjekt.
Naar Grl. § 2 betegner Domsmyndigheden som den som den dømmende Magt og opstiller den som sideordnet den lovgivende og den udøvende Magt, fremgaar det heraf, at den dømmende Magt, lige saa vel som den lovgivende og den udøvende, maa betragtes som et selvstændigt og uafhængigt Organ for Statsmagten[1]), hvilket yderligere bestyrkes derved, at Udtrykkene i det oprindelige Grundlovsudkast »de anordnede Domstole«, hvilke kunde antyde en Afhængighed af Regeringen, bleve ombyttede med Betegnelsen »Domstolene«, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 1481-82. Hermed stemmer det ogsaa, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, ikke ved Regeringsanordning, s. Grl. § 70, at Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, s. Grl. § 72, at Dommerne i deres Kald alene have at rette sig efter Loven, s. Grl. § 73, og at Dommerne ikke kunne afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske, s. Grl. § 73, jfr. § 71 og 3. midl. Best.
- ↑ At betegne den som en selvstændig Statsmagt er mindre korrekt, da Statsmagten ifølge sit Væsen er udelelig, s. Bornemann: Almindelig Rets- og Statslære § 72.
