208
Skjøndt det er vor Lovgivnings almindelige Regel, at Straf ikke kan paalægges Nogen, medmindre han dertil paa lovlig Maade err dømt, s. Fdn. 5. Apr. 1793 Præm., gives der dog adskillige Tilfælde, hvor der er tillagt Øvrigheden en vis Myndighed til at paalægge eller fastsætte Straf, s. Nellemann: Civilprocessens almindelige Del S. 72-74. Der kunde nu spørges, om Øvrigheden ikke i disse Tilfælde udøvede en dømmende Myndighed, som var i Strid med den i Grl. § 2 givne Regel og derfor maatte bortfalde med denne. Dette kan imidlertid ikke antages. Ligesom Grl. § 2 mere fremtræder som Udtalelsen af en almindelig statsretlig Grundsætning, end som en umiddelbart anvendelig Regel, saaledes maa det navnlig erindres, at det ikke er Hensigten med samme at give Regler for, hvilke Sager der høre under Domstolene, og hvilke under Øvrigheden. men at den i saa Henseende har henholdt sig til de før Grundloven gjældende Regler. Efter disse maatte nu den i de omhandlede Undtagelsestilfælde Øvrigheden tillagte Myndighed til at fastsætte Straf paa samme Maade, som den Myndighed, der er tillagt samme til at afgjøre visse civilretlige Forhold, betragtes som en Øvrighedsmyndighed og ikke som en dømmende Myndighed, og den maa derfor fremdeles vedblive, forsaavidt den ikke er ophævet ved senere Lovbestemmelser.
At den samme Embedsautoritet forener egentlig judicielle og rent administrative Forretninger, kan ikke siges at stride mod Grl. § 2, idet den da i førstnævnte Egenskab maa betegnes som Domstol. Da en saadan Forening imidlertid er mindre vel stemmende med Principet i Grl. § 2 og dens øvrige Bestemmelser om Domstolenes selvstændige og uafhængige Stilling, er det i Grl. § 71 fastsat, at den bliver at ophæve efter de Regler, der fastsætter ved Lov.
Det kunde fremdeles heller ikke siges at stride mod Grl. § 2, at dømmende Myndighed var knyttet til Besiddelsen af visse faste Eiendomme, idet disses Besiddere for saa vidt ogsaa maatte betragtes som Domstole; men da en
