209
saadan Tilstand i forskjellige Henseender maatte ansees for uheldig, blev det ved Grl. 1849 § 75 bestemt, at den skulde ophæves ved Lov.
Derimod fremgaar det af Grl. § 2, at der ikke tilkommer Lovgivningsmagten nogen dømmende Myndighed eller nogen Myndighed til ved speciel Lov at afgjøre allerede nogen Myndighed til ved speciel Lov at afgjøre allerede opstaaede Retstvistigheder. En Indvendig herimod kan ikke hentes fra Grl. § 70, der væsentlig sigter til at udelukke en Ordning af den dømmende Magts Udøvelse fra Administrationens Side og derhos nærmest tænker paa en Ordning af en mere almindelig Karakter.
Ligesom der efter det Ovenanførte ikke tilkommer Lovgivningsmagten eller den udøvende Magt nogen regelmæssig dømmende Myndighed, saaledes følger det ogsaa af Grl. § 2, at det ikke kan tilkomme dem i det enkelte Tilfælde at indblande sig i Retssagers Afgjørelse eller forandre afsagte Domme. Denne Sætning, der allerede siden Midten af forrige Aarhundrede var anerkjendt som Regel, s. Nellemann: Civilprocessens almindelige Del S. 57-60, men som ikke havde nogen grundlovsmæssig Fasthed, har nu erholdt en saadan ved Grl. § 2, hvortil for Administrationens Vedkommende kan føies Grl. §§ 70 og 73. Saafremt Administrationen ligefuldt skulde tiltage sig en saadan Virksomhed, vil dens Beslutning i Henhold til Grl. § 72 være at tilsidesætte af Domstolene. Derimod vil det Spørgsmaal, hvorledes Domstolene ere stillede ligeoverfor en Lov, som tiltager sig en Mydighed af den omhandlede Beskaffenhed, afhænge af Besvarelsen af det almindeligere Spørgsmaal, hvorvidt Domstolene kunne tilsidesætte en Lov, fordi den formentlig strider mod Grundloven, hvorom nærmere vil blive handlet nedenfor.
§ 137. Om de i Grundloven opstillede Hovedregler om den dømmende Magt.
Foruden den i § 136 omhandlede Regel i Grl. § 2 har Grundloven i sit 6te Afsnit givet forskjellige, almindelige
