Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/226

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

218

Imidlertid blev, efterhaanden som den Grundsætning gjorde sig gjældende i Praxis, at Domstolene vare uafhængige indenfor deres Sphære, og at en Indgriben i deres Virksomhed fra Kongens eller Øvrighedens Side maatte betragtes som en meget betænkelig og ganske extraordinair Foranstaltning, s. Reskr. 27. Aug. 1712, 4. Novbr. 1778 § 7, det Spørgsmaal af Vigtighed, om Domstolene kunde bestemme deres egen Kompetence ligeoverfor Øvrighedshandlinger. Af stor Betydning for dette Spørgsmaals Afgjørelse blev Forskriften i Instr. 28. Aug. 1795 § 29, jfr. Instr. 14. Sept. 1798 § 26. Det bestemtes her, at Magistraten og Overpræsidenten i Kjøbenhavn ifølge 1. 2. 8 ikke staae under den almindelige Ret, forsaavidt deres Øvrighedsembeders Førelse betræffer, men Anke desangaaende skal paa den i 1. 26. 3 anviste Maade gjennem Kancelliet andrages for Kongen, som forbeholder sig enten umiddelbart at afgjøre Sagen ved sin Resolution eller, naar Omstændighederne udkræve det, at beskikke Kommissairer til at paadømme Sagen under Høiesterets yderligere og endelige Paakjendelse; dog gjordes en Undtagelse med Hensyn til det Magistraten ifølge 3. 17. 32 paahvilede Ansvar for Umyndiges Midler, hvilket Ansvar skulde kunne gjøres gjældende ved de almindelige Domstole.

Paa Grund af den Maade, hvorpaa den i Instr. 1795 givne Regel sluttede sig til 1. 2. 8. og 1. 26. 3, betragtedes den som en authentisk Fortolkning af disse Lovens Artikler[1]). Paa des Grundlag uddannede der sig derfor en Praxis, som vandt Bestyrkelse ved flere senere Lovbestemmelser, s. Fdn. 4. Apr. 1809 § 6, Adn. 7. Nov. 1832 § 12, Fdn. 28. Dec. 1836 § 34, og som gik ud paa, at Domstolene ikke kunde paakjende noget Spørgsmaal om en Øvrigshedshandlings Lovlighed, medmindre Kongen eller i visse Tilfælde

Kancelliet samtykkede deri, i hvilket Fald i Alminde-

  1. Om Rigtigheden af denne Opfattelse, s. Ørsteds Haandbog 6. B. S. 532 ff., Juridisk Tidsskrift 3. b. S. 11.