219
lighed særegne Kommissairer udnævntes til Spørgsmaalets Afgjørelse, s. Jur. Tidsskr. 17. 252, 32. 74, 33. 156, Jur. Ugeskr. 1. 195, 270, 2. 703, 7. 609, Schlegels Høiesteretsdomme 3. 555.
Den anførte Regel gjaldt, hvad enten der var Tale om, at Øvrigheden havde overskredet sin Myndigheds Grændser, eller at den uden at overskride disse havde brugt sin Myndighed paa en urigtig Maade. Fremdeles gjaldt den, hvad enten Spørgsmaalet om Øvrighedshandlingens Lovlighed fremkom som Incidentpunkt under en Retssag eller ved et direkte Søgsmaal mod Øvrigheden til Omstødelse af den paaankede Afgjørelse eller til Straf eller Erstatning. Derimod angik den omspurgte Regel kun Handlinger af en Øvrighed, hvorved uden Tvivl maatte forstaaes ethvert Organ for den udøvende Magt, hvilket det tilkom selvstændig at beslutte og befale Noget paa Statens Vegne, s. 1. 26. 1, Ørsteds Haandbog 3. B., 24-26, jfr. dog Nellemann: Civilprocessens alm. Del S. 91. Den var derfor uanvendelig dels paa judicielle Embedsmænd Handlinger, der efter anerkjendte Procesregler maatte paaankes til Overdomstolene, dels paa Handlingerne af simple Bestillingsmænd eller af personer, saasom Præster, Oppebørselsbetjente, s. Jur. Tidsskr. 34. 285, og endnu mere med Hensyn til Sagførere, Landmaalere og lignende Personer, der vel handle ifølge en offentlig Bemyndigelse, men ikke paa Statens Vegne og derfor ikke kunne betragtes som Embedsmænd i egentlig Forstand. Fremdeles var det en Selvfølge, at Reglen var uanvendelig, hvor Øvrighedens Afgjørelse efter sit eget Indhold eller udtrykkelig Lovbestemmelse kun havde en foreløbig Karakter, saasom i Told-, Stempel-, eller Udpantningssager. Endelig udledede man af 3. 17. 32 og Instr. 1795 § 29 i Slutningen den Regel, at Domstolene kunde paakjende saadanne Fordringer, som en Privatmand mente at have mod en Embedsmand, for hvad denne i Henhold
